cph-art

Knap to uger er gået siden jeg oprettede en bruger her på siden og besluttede at skrive en blog om det næste kunstindslag, der slog vejen forbi mig. Jeg forestillede mig, at hvis jeg blot omsatte bare en-to dele af min ugentlige omgang med kunst, ville jeg måske have mod på at gå lidt mere seriøst til værks hen ad vejen, og på det grundlag påbegynde en række blogs, der havde en snert af relevans for andre end mig selv. Imidlertid er det her en ret dårlig start. Jeg er hverken stødt på noget, der begejstrede mig bemærkelsesværdigt eller fik mig til at se sort. Det eneste der gnavede i mig, da jeg så Tryllefløjten på dvd (The Metropolitan Opera, 1991) var af kulturpolitisk art. Ja, Tryllefløjten var det første jeg tilfældigvis havnede med. Jeg har ikke set andre udgaver end den ovennævnte, og ved utrolig lidt om opera, desværre, men ikke desto mindre må jeg udtrykke min skuffelse. ”Ach, ich füel’s / es ist den Tod des Mozart”; hans musik er historisk interessant, men jeg har endnu ikke haft følelsen af noget, der bare nærmer sig en oplevelse, når jeg har lyttet/set hans værker. Det eneste der stod tilbage i mine tanker, var et spørgsmål om hudfarve. Heltindens skønhed bliver blandt andet prist pga. hendes hvide hud. I Metropolitan Opera versionen er hun mørk, hvilket for mig ikke giver nogle indlevelsesproblemer, da hele operaen, og den måde den er sat op på, ikke ligefrem fordrer at man forholder sig til en realistisk sammenhæng. Spørgsmålet er, hvorfor birollen Monostatos, den principløse undersåt, der altid forråder nogen, absolut skulle males sort i hovedet og ikke bare kunne være hvid? Så meget for Tryllefløjten.

Inden for de samme to uger har jeg læst Ned til hundene af Helle Helle. En lille roman, der egentlig er meget sjov. Grundet min mangel på humor gik det desværre først op for mig halvvejs i bogen, men så begyndte jeg også at læse den højt. Det gør den endnu sjovere. Jeg har tidligere læst Helle Helle anmeldt på måder, der har givet mig en forestiling om, at hun skriver utrolig kondenseret. Det synes jeg nu ikke, men der er ingen tvivl om, at hun i løbet af de knap 160 sider formår at beskrive et møde i Danmark, som de fleste prøver at undgå, der sætter tanker i gang. Det bliver aldrig sentimentalt, og forfatteren undgår lige præcis den tunge ”hvor er det synd”, men samtidig blev det heller aldrig mere end en hyggelig historie, der sparkede en letgribelig bold op. Jeg har vist aldrig læst Helle Helle før, og der står meget andet prosa og poesi over hende på min liste, men hun er heller ikke glemt. Alligevel blev det altså heller ikke Helle Helle, der skulle anspore en mere bearbejdet blog med noget overordnet på hjertet. Jeg kan tilføje, at jeg lige er gået i gang med Hundehoved af Morten Ramsland. Ligesom Ned til hundene var den at finde på et ældre familiemedlems bogreol. Blot 70 sider inde i bogen falder det hele desværre på gulvet engang i mellem. F.eks. ”To år i tyske kz-lejre, men alligevel.”, en kommentar på, hvordan denne tidligere kz-fanges nye hustru forholder sig til hans fravær og traumer, placerer hele forestillingen som et slaskende spejlæg på klinkegulvet for mig.

Jeg har også været omkring Katerina Izmailova (Shostakovich), filmversionen fra 1966, og ukendte Marie Alexanders myspace-side (http://www.myspace.com/mariealexanders). Førstnævnte skal genses. Den er egentlig artikel/blogmateriale, men jeg kunne kun opleve den ved første bekendtskab, så ingen kommentarer om den her. Fraserne som ”make it hurt /so I know that it’s good for me” og ”give life some time”, har periodevis loopet for mit indre øre. En meget smuk sang i sig selv, som kan anbefales til rastløse sjæle (særligt de der dåner over et naivt udtryk), selvom de resterende sange på siden blot forsvinder for mit øre.

Hvis du tror, jeg kan blive ved med disse spredte fægtninger og referencer, har du fuldstændig ret. Jeg ville nok selv være i tvivl, om jeg gad læse min næste blog. Denne her tekst kunne ligeså godt være trafiklyset, der skiftede, men får alligevel mindre konsekvens end et sådan skift.